Udsigt til noget smukt

Schweiz er et anderledes land. De taler 4 forskellige sprog, dog mest tysk, men også fransk og italiensk. Landet er ikke medlem af EU og er såkaldt neutral.
Schweizerne
oplevede vi som


utrolige venlige men et meget uhomogent folk og land.
Vores rejse bragte os rundt i hele landet og der oplevede vi meget store forskelle. De to store byer, Bern og Basel er tysktalende og byerne er meget flotte og rene, befolkningen er primært indfødte schweizere, vi så ikke mange flygtninge, indvandre eller folk af anden etnisk herkomst. Da vi rejste til Genevé, som ligger sydvest, var det som at komme til et andet land. Her taler de fransk og vil helst ikke tale tysk. Befolkningen var meget blandet og for første og eneste gang på hele turen, så vi tiggere.
Over Genevé og den kæmpe sø, svæver de smukke sorte glenter og kommer man lidt væk fra selve byen kan man i deres store parker opleve jordegern.
Schweiz har et af verdens tætteste tognet og det betød at det var meget nemt for os at komme omkring. Vi hoppede bare på toget og så derud af...........
Bjerge har landet mange af, de er høje og meget smukke. I Zermatt (sydlige del) var der udsigt til Matterhorn, et af Europas kendteste bjerge, dog ikke det højeste. Vi "Besteg" Gornergrat, over 3000m højt med den flotteste udsigt til Matterhorn. Selvfølgelig gik der tog op på toppen. Vi undrede os over de mange der besøgte området med ski på nakken. Men det er faktiskt muligt at stå på ski hele året.
Det sjoveste var nu at 90% af turisterne i Zermat var japanere. Vi kom til en by hvor alle på gaden stort set var fra Japan. Fra Zermatt går Glacier ekspressen, et tog med panoramavogne, så man kan nyde den smukke udsigt samtidigt med at man kan slappe af. Og smukt var det, bjerge, glacier, sne, vandfald, bjerggeder, skov, landsbyer fløj forbi os og vi var kede af at måtte forlade toget i Andermatt. Derfra tog vi et andet toget videre, gennem Gotthard tunnellen og ned til Lago Maggiore, en sø som Schweiz deler med Italien. I søen findes nogle øer som en italiensk adelslægt ejer, men som de har åbnet for os almindelige mennesker. På øerne findes der en af verdens smukkeste barokhave. Den fortjener et indlæg for sig selv, så mere om dette senere.
Efter dette dejlige ophold tog vi videre til
Lucerne, byen hvor Wilhelm Tell, efter sigende skulle havde levet.
Igen bød tog turen på oplevelser, vi snoede os rundt om bjergsider og så den samme udsigt op til flere gange, kørte igennem utallige tunneller og alle vores medbragte bøger var totalt overflødige, vi fik intet læst på de mange og ofte lange togture. Vi nød simpelthen udsigten, den blev aldrig kedelig.
Lucerne er en smuk gammel by og selvfølgelig blev det til et par sejlture på Vierwaldstättersøen.
Vi endte i Zürich som havde det dejligste kunstmuseum i hele landet, det vrimlede med Picasso malerier og mange af de kendt franske malere. Turen endte på restaurant Kronenhalle, et gammelt spisested med en dejlig atmosphære. Fine tjenere i sort og hvid, en overtjener der kun tog imod gæster og ægte kunst på væggene. Der hang blandt andet en Picasso, og selvom jeg gik rundt for at nærstuderer alle malerierne kunne jeg ikke identificerer alle kunstnerne. Så foruden den smukke kunst var maden også god og serviceringen var lidt overvældende. Maden blev anrettet ved bordene og det skulle der åbenbart to personer til. Desuden kom overkokken tit ud fra køkkenet for at se om gæsterne kunne lide maden, så der var et mylder af folk frem og tilbage. Alt i en afslappet atmosphære, og min mand var glad for oplevelsen, det var trods alt hans fødselsdag.
Vi kom hjem i søndags, efter en fantastisk tur, en tur med udsigt til smuk natur og oplevelser for livet. Men hvor var vi trætte, det er jo hårdt at holde ferie. Godt vi også har 2 uger herhjemme og først skal møde på arbejdet igen i august. En klog mand (H.C Andersen) sagde " at rejse er at leve", det er korrekt, men hvor er det også dejligt at være hjemme.