Mon jeg har H1N1?

Jeg har feber og ondt i halsen, og så på min fridag. Øv, jeg tror desværre jeg har influenza, måske en af de almindelige, lad os håbe det. Måske den nye "eksotiske" svineinfluenza?
"Kært barn" har mange navne. Gris, svin eller orne har jeg hørt den omtalt som.
Hele min venindes familie har haft den, så lur mig, om det ikke er min tur.
Der er vist ikke andet for en at blive i sengen.

Dasedag

I dag er sådan en rigtig dasedag. Lørdag var vi i byen, min fætter inviterer ud en gang om året til det helt store spiseri. Vi var på en Restaurant i Ryesgade hvor man selv skulle medbringe vin. Det syntes jeg var en god ide, hader det med at skulle betale 250kr for en flaske rødvin der koster 50kr i Netto.
Fætteren er vinentusiast, så vi prøvede mange spændene vine og fik rigtig lækker mad. Efterfølgende cyklede vi til Nørrebro station og tog derfra toget hjem. Godt at få rørt sig en smule efter sådan en omgang "alt for megen mad". Vi var hjemme igen ved 23-tiden.
Her til morgen så vi "Che" filmen på dvd. Den varede over 2 timer, som var alt for lang. Men historien om Che Guevara er jo meget spændende. Jeg husker at have læst mange bøger om netop ham og Castro, i mine "unge" dage. Filmen var del 1 af to, og den første del handlede primært om kampene for at få magten på Cuba, dvs om guerilla kampene i bjergene der forgik i årevis. For år tilbage udkom der en anden film om Che´s unge år, den hed motorcykeldagbogen. En uhyre spændende film om de omstændigheder der gjorde at revolutionæren Che blev skabt. Kort fortalt kommer han fra gode kår i Argentina og i en af ferien fra lægestudie tager han og en ven, på motorcykel igennem sydamerikanske lande. Her får Ernesto (Che) øjnene op for den forskel der er mellem de fattige og de rige i landene. Filmen er baseret på Albertos (rejsevennen) dagbog og er en utrolig smuk og spændende film om starten på en "myte person".
Efter filmen fik jeg mig en morfar, al den gode mad og vin lørdag aften samt det noget anstrengende kursus jeg havde været på i denne uge, gjorde at det var påkrævet med en lille lur.
Resten af dagen tror jeg ikke der skal ske det helt store. EN tur i haven og feje blade væk, måske en gåtur i skoven og kl 20.00 er det så tid til Forbrydelsen. Dejligt at DR holder standarden fra sidste år.
Har nogen forresten set den nye DR-HD kanal. Den kan jeg virkelig anbefale. De viser nogle utrolig flotte naturfilm i en superlækker kvalitet. Man skal have HD tv for at kunne se den.

Så er der kursus resten af ugen

Onsdag morgen går turen til Jylland. Jeg skal på kursus, igen igen.
Planen er stram, vi møder i morgen kl 10.00 og skal være  aktive til kl 21.00, dag 2 fra 09.00 til 22 og sidste dag fra 9.00 til 15.00. Stram plan må man sige, jeg bliver allerede helt træt af at læse planen. Planlæggerne må tro at vi er overmennesker. Først 4 timers transport, derefter 11 timers undervisning. Tja, lidt optimistiskt.
Ellers lyder programmet rigtig spændende, jeg elsker at få ny viden. Man kan bare ikke blive klog nok.
At lære er at leve.

Der er kun 3 katte tilbage

Missan er stadig væk.

Hvor er det dog sølle

Jeg tror at den forøget drivhuseffekt vi oplever konsekvensen af, er pga menneskets udledning af CO2. Jeg mener det er en sovepude, at sige at den kan være opstået naturligt. Jeg tror heller ikke på den danske forsker der fremsatte teorier om lavtliggende skyers påvirkning på jordens drivhuseffekt. Nej jeg tror at den primære grund til alt dette er vores afbrænding af fossile brændstoffer.
Derfor er det bare så sølle at læse i dagens Politiken at store og vigtige lande som Kina og USA, ikke har et fremtidsmål for reduktionen af CO2 udledningen. USA er et af de lande i verden der udleder mest CO2 pr. indbygger. Og Kina er godt på vej den samme retning. For bare år tilbage kørte de fleste kinesere på cykel, men pga vækst i forskellige industrigrene er dette nu erstattet af bilkørsel. Og med tanke på den mange mennesker der bor i landet, ja så kan det kun ende galt. Iflg undersøgelsen er Mexico mere ambitiøse mht reduktionen af CO2 udledningen end flere vestlige lande. Dog overgået af skotterne der vil reducere udledningen med hele 42%. God gået!. Ambitioner er dog en ting, reelle tiltag en anden.
Men hvis politikerne ikke kan finde ud af fremtidens mål, så må vi, den enkelte borger tage sit ansvar. Og hvad kan man så gøre?
Ja første og fremmest kan man lade bilen stå og tage det offentlige hvis man har mulighed for det. Eller cyklen. En undersøgelse har vist at mange danskere tager bilen ned til bageren der måske ligger 5-10 minutter væk. Den slags ture er temlig CO2 forurenende.
Man kan slukke lyset i de rum man ikke opholder sig i. Man kan skifte til sparepærer. Man kan slukke for alle stand-by knapper når disse ikke bruges. Tørrer sit tøj udenfor, Udskifte sine udtjente hårde hvidevare med A+ modeller. Lade være med at spise for meget kød. Undgå at tage flyet (som jo er den helt store CO2 synder) og der er sikkert mange flere ting man kan gøre.
Klimatop mødet i København er , efter min mening, slet ikke ambitiøs nok. Der er alt for meget "politisk" at tage hensyn til. USA kæmper med sundhedsreformen, som her i EU syntes som en selvfølge, men som mange amerikanere åbenbart opfatter som uamerikansk?? Udviklingslandende skal til og med kæmpe med konsekvenserne af den øget drivhuseffekt. Det er primært dem det går ud over.  Havde det være os, kunne det jo nok være at regeringen havde været lidt mere oppe på dupperne. Ja jeg er ikke imponeret over "vores" egen indsats. Anders Fogh benægtede det som de fleste forskere antog, nemlig at det var vores udledning af CO2 der var skyld i den forøget drivhus effekt. Dette har betydet at vi, der før var en forud for mange andre Europæiske lande, i dag er bagud. Det var mere vigtigt at vi øgede antallet af motorveje og motorkøretøjer. Senere blev han da heldigvis klogere, men hvor lyder hans ord dog hule i mine ører. Men lad det ligge, jeg er ikke en fan af den tidligere statsminister og hans pari.
Ja jeg kunne jo blive ved i dagevis når først den pose er åbnet.  Lad os håbe at klimatopmødet bliver en succes, for vores fælles fremtids skyld.

Mormors lille café

I efterårsferien var vi et smut hos svigermor i Sønderjylland og da det var lang tid siden vi havde været i Møgeltønder, gik turen et smut her forbi. Vi ankom omkring frokosttid og fandt mormors lille cafe, midt på den smukke "hovedgade". Hovedgaden i byen består udelukkende af gamle huse med stråtag. Meget charmerende.
Mormors lille cafe var ingen undtagelse.
Charmerende cafe indrettet som mormors egen spisestue, men gamle møbler og en masse malerier. Sidstnævnte tror jeg nok at ejeren selv havde malet.

Meget stemningsfulde billeder, naivistiske i udtryksformen men meget interessante.

Spisekortet bestod af gammeldags dansk frokost. Svigermor og jeg fik tarteletter med kyllingefyld og min mand fik et stjerneskud. Det smagte dejligt.

Til frokosten kunne man bestille hjemmelavede snaps. En hel hylde fyldt med en masse snaps med forskellige smag. Jeg faldt over en limesnaps. Den måtte jeg hjem og lave.
Som sagt så gjort. Jeg har nu en limesnaps stående sammen med alle de andre "anderledes" snapse jeg har fået lavet i år: Myntesnaps, Æble/kanel, Æble/rosmarin, Timian, Tranebær, blåbær, brombær og solbær.
Jeg serverer dem til julefrokosterne i december, iskolde. Mange af vores gæster der normalt ikke kan lide snaps, er rigtig glade for mine udgaver. Hvem siger at det skal være den traditionelle kommen snaps man finder på julebordet? Æble/kanel snaps smager meget bedre.

Hverdagens små mirakler

Kalder jeg mine sko. Jeg sætter så stor pris på 3 af mine utallige par sko, dem jeg bruger på mit arbejde.
Ikke nok med at de er gode at gå i og giver mig en fornemmelse af at svæve.
Lyder det lidt tåbeligt........ ?
Enhver der har prøvet sko med dårlig støddæmpning, kender til miraklet af at finde sine "soulmates". At finde sko der bare passer og som man kan gå i dagen lang. Det er så dejlig befriende.
Mine super sko er af mærket Ecco og Merell. De sidste er et mærke jeg ikke kendte til, men nu er jeg blevet fan.

Ecco kender alle jo nok, det danske mærke som mange har så store fordomme imod. Men hvor jeg dog elsker mine Ecco sko. De er alt for dyre i forhold til andre mærker, men det er bare de bedste. De sidder godt på foden og hvis man, som jeg, går meget i løbet af arbejdsdagen, ja så er sådanne sko en guds gave.

Elsker alle mig nu? og hvor er far?

Jeg er nok en underlig fisk.
På den ene side er jeg meget direkte overfor folk og på den anden side bliver jeg ganske ked af det hvis jeg fornemmer at folk ikke lige syntes rigtig god om mig. Det hænger lidt dårligt sammen, for selvfølgelig skaber det konflikter hvis jeg ikke kan holde min mund over for f.eks kollegaer der ikke laver deres arbejde, over for min ledelse når de tager min arbejdskraft for givet og overfor familiemedlemmer der opfører sig (efter mine normer) urimeligt. Og så er der selvfølgelig alle de andre gange hvor jeg taler før jeg tænker.  Jeg er blevet bedre med årene, men jeg er altså ikke den stille pige der tier når jeg er uenig med folk. Det har jeg set i øjnene. Jeg har også set i øjnene at det støder nogle mennesker at jeg altid har en mening. Sådan må det være. 
Men jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor jeg er så interesseret i at alle folk skal kunne lide mig. Er det sådan et kvindelig træk? For jeg syntes absolut ikke min mand går op i om folk kan lide ham. Han er komplet ligeglad. Og det burde jeg jo også være......men er det åbenbart ikke. Og det irriterer mig bare noget så grusomt! Hmm.
Nå men det bliver jeg sikkert aldrig klog på.
Min søster ringede i går aftes, hun kunne ikke finde min far. Og så gik den vilde skattejagt...........
Jeg ringede rundt til gud og hver mand for at lokalisere ham, og først efter 1 times rundringning fandt jeg ud af at han dagen før havde været på hospitalet. Tænk ingen havde ringet til os og fortalt det! Så vi kimede alle hospitaler ned, indtil min søster fandt ham på rigshospitalet, som er lidt langt fra Frederiksberg, hvor han bor. Men kl 23.30 sad hun så på hospitalet med ham. Han lå til observation til næste dag, og selvom vi var bekymrede måtte hun lige fortælle ham at han altså skulle ringe hvis han kørte på skadestuen. Vi var jo meget urolige.  Men han ville jo "ikke være til ulejlighed". Jeg bliver altså lidt forundret over at han kan sige sådan noget. Hvor mange gange skal vi fortælle ham at han ikke er til besvær og at vi gerne vil hjælpe ham med mad, rengøring, indkøb, køre ham på hospitalet osv. Det er som om han slet ikke hører efter.
Nå men nu er han hjemme igen. Jeg har lige været forbi med fisk til hans aftensmad. Han så lidt medtaget ud, men havde det ellers fint.

Efterår

er en meget smuk årstid. Jeg elsker de smukke røde og gule farver som pludselig kommer frem når bladenes chlorofyl ikke dominerer mere.
Billederne er fra det skånske landskab, Christinehof ecopark og Fyledalen ved den skånske østkyst. Her er smukt på alle årstider. I efterårsferien var vi på en tur med overnatning i Brösarp og selvfølgelig skulle vi forbi stedet med verdens bedste æblemost. Beklager, den er ikke dansk, men fra Kivikås, en æbleplantage med blandt andet discovery æbler. Og deres most smager simpelthen himmelsk.
Vores overnatningssted bød på aftensmad, 4 retters svensk landkøkken men tilhørende vinmenu. Super lækkert og forståeligt var gæstgiveriet helt fyldt op.
Hjemturen gik via Christinehof slot og Fyledalen, hvor man ikke kan undgå at se rød Glente samt hav og kongeørn. Det er en fornøjelse at tage til fuglesteder i Sverige, her ser man faktisk de fugle som man læser om i guiderne.
Og lige før broen ligger indkøbs mekkaet, Svågerstorp. Men svenske priser og alverdens butikker. Min favorit er selvfølgelig Plantagen, en butik fyldt med planter, havemøbler, krukker og fuglefoder. Her har jeg købt mig fattig mange gange, og denne gang var ingen undtagelse.

Oplevelser

Bær lige over med billedkvaliteten, det er taget med mobilen, uden blits. Så alt taget i betragtning er det da ok billeder.

Men vores kulturnat gik fantastiskt. Vi spiste på L´Education Nationale i Lars Bjørnstræde. Kors hvor er det mange år siden jeg har været på de kanter. Men der er stadig meget hyggeligt, selvom en del butikker er lukket. Min veninde og jeg havde to yndlingsbutikker, Janus på hjørnet og Guf i kælderen. Ingen af dem eksistere i dag. GUF har netop drejet nøglen om. Man kan åbenbart ikke leve af at sælge musik cdere mere.

Vi fik dejlig mad på restauranten, så der kommer vi helt sikkert igen. Fransk landkøkken er jo lige så godt som italiensk. Efterfølgende cyklede vi ned forbi Petri kirken for at se udgravningerne i kælderen. Der var som sædvanlig en kæmpe kø, så vi cyklede videre til rundetårn. Også her var der proppet med mennesker. Der var en meget lang kø til toppen og observatoriet. Forståeligt nok! Men vi fik da set både kirken og ringerloftet. Turen gik videre til Statens museum for kunst for at se Nicolai Abildgaard udstillingen. Og det var virkelig en interessandt udstilling. Hvor har vi mange gange været på udstillinger med flotte malerier med kedelig opsætning og "fortælling". Men her havde man virkelig gjort noget ud af at fortælle om personen, ikke kun vise hans kunst. Der var opsat flere fjernsynsskærme hvor hele Abildgaards livshistorien blev fortalt.

Man havde tegnet livslinier på væggende, hvor årstal,  og store begivenheder var koblet med hvad der skete i Abildgaards liv. Den ene væg indeholdt en livslinie på dansk, den anden en på engelsk. Han elskede bøger, så disse var placeret i store glasmontre, så man kunne få et indtryk i hvorledes hans arbejdsværelse havde set ud og hvor han hentede inspiration. Desuden var han en slags multi kunstner, noget der gjorde ham lidt mere spændende en alle de andre malere på 1700 tallet. Han tegnede blandt andet et palæ incl. interiør, herunder stole som sidenhen var inspiration for andre stoledesigner. Udstillingen portrætterede en uhyre spændede mand, som jeg aldrig har hørt om før. Den formåede at gøre Abildgaard til et meget interessant bekendtskab.

Efter denne pragt udstilling gik turen til Den Hirchspurngske samling, lige i nærheden. Og selvom man blot havde en bygning med en masse malerier, var der så meget atmosfære i den gamle bygning, at de smukke malerier passede fint ind. Her er gratis adgang om onsdagen, hvis nogen skulle få lyst til at se det.

Vi sluttede på Frederiksberg, på revymuseet, som vi ikke kendt til før. Ikke særlig stort, og man skulle nok havde været unge i 30-40-50erne for at syntes det var spændende. Jeg er sikker på at min far ville syntes om en gennemgang af de gamle revyer og skuespillerne. Jeg kunne kun genkende noget pga de mange fortæller fra mine forældres ungdom.

En dejlig aften, men hvor var vi dog trætte da vi rundede huset kl 23.00, og gennemfrossen. Selv med en masse tøj på krøb kulde alligevel igennem. Så det blev et dejligt gensyn med de varme dyner.