At rejse er at leve

sagde H. C Andersen for mange år siden, og han havde virkelig ret. Det er meget spændende at komme ud og se noget andet end de sædvanlige græsgange. Man ser pludselig ting i andre sammenhæng, på andre måder og bliver altid så meget klogere.
Vi har lige været på en 14 dages tur uden for Danmarks grænser. Først på krydstog derefter i Amsterdam og Bruxelles/Brugge, lang men dejlig tur, hvor vi fik set så meget at det endnu ikke er bundfældet. Det tager et stykke tid før alle indtryk er absorberet og sat på den rette hjerne hylde. Når vi rejser har vi nemlig travlt. Vi skal se alt man kan i de byer vi besøger. Måske kommer vi ikke igen og så ville det være ærgerligt at være gået glip af noget.
Vi tog nattoget til Amsterdam og derfra en Fast ferry til havnen hvorfra vores skib, MSC Opera sejlede ud fra. Kæmpe skib i min optik, men for krydstogts skibe, en lille model. "kun" plads til knapt 2000 gæster. Vi fik en kahyt med balkon, rigtig dejligt, når man vil nyde solen i fred og ro.

Vi sejlede fra Amsterdam om aftenen og næste dag nåede vi Guernsey, en af de engelsk kanal øer. Smukt sted og selvfølgelig dejlige mennesker. Britterne er nu bare så behagelige og med en utrolig dejlig sort humor. Vi tog en rundtur på øen med Mike, som oprindelig kom fra "fastlandet". Han var ikke rigtig Guerney indfødt, men tilflytter og så er man ikke helt højt på ranglisten, for der er mange der flytter til øen, da skatten er lav.
Smukt var der nu og vejret var dejligt, selvom det er den vådeste sommer på de Britiske øer siden man startede med at måle på vejret.
Mike fortalte utrolig meget om øen og forholdene, meget spændede og med passende indlæg af sort humor, og selvom jeg lover mig selv at skrive ned hvordan englænder bruger sproget helt fantastiskt, ja så glemmer jeg det altid. Men det er sproget og brugen af det som er det helt fantastiske ved at være i england og også at se engelske serier eller film. De kan som ingen andre, i korte sætninger, være ironiske, sarkastisk, høflige, romantisk og almindelige. Som Morse, meget sarkastiskt, siger til Lewis, i en af de mange Morse episoder (jeg er i gang med at gense hele serien) ,  "Lewis, your family history never ceases (godt at mommer Ellen lige kan træde til, når man staver forkert ) to amaze me". Det er et tydeligt tegn på, at Lewis har overskredet en grænse i deres forhold ved at fortælle lidt for meget og lidt for privat om familielivet derhjemme.

 Der er meget stor forskel på ebbe og flod og det store skib kunne ikke komme ind i havnen, men lå istedet for anker lidt uden for. Vi blev fragtet i små både til øen og jeg skal hilse og sige at de kan vippe, når der ikke er ligevægt.

På billedet ser man al vandet er forsvundet og traktor gutten benyttede lejligheden til at hente sin jolle.
På øen ligger verdens mindste kirke , men det er ikke det at den er lille der er specielt. Det er den måde den er lavet. Det var en rigmand der oprindelig fremstillede kirken og dekorerede den med porcelænsskår. Nu ejes den vist af en skole der har lovet at vedligeholde kirken.

Det må have været et kæmpe arbejde at dekorere kirken. Det er både ind og udvendig og har vel taget et par år?
Hovedstaden på øen hedder Peters Port og har et kunstmuseum, som desværre havde lukket og en botanisk have og en stor fæstning der ligger på en af molerne.
Desuden var tyskerne på besøg under 2 verdenskrig. Øen lå åbenbar rigtig godt hvis man skulle skyde franskmænd og englændere. Så rund omkring er der en masse bunkers og andet som man ikke har fået fjernet. Gemalen er jo meget glad for specielt, 2 verdenskrig og var nærmest euforisk over de mange levn fra dengang.
For mig er en bunker en bunker, de er ens om de ligger på Guernsey eller ved den jyske vestkyst. Men for andre er der altså forskel ;)
Den botaniske have var smuk, meget frodig og helt stille.

Om aften sejlede vi videre og forlod øen i solskin.

Vi sejlede videre gennem den engelsk kanal og ud i Biscaya bugten, hvor vi oplevede hvad jeg ville betegne som "ikke særlig godt sejlvejr". Båden gyngede meget kraftigt og det var bestemt IKKE en fornøjelse. Selvom en ældre engelsk gentleman, der havde deltaget i 2.verdenskrig, i den engelsk flåde og som flere gange havde sejlet i samme bugt, ikke mente at det var noget at skrive hjem om. Han svar på om det ikke var et grimt uvejr vi var havnet i var simpelthen blot "not really". Men selvom han mente noget andet, så løftede bølgerne forenden af båden et pænt stykke op over havoverfaden, og der skal immervæk nogle kræfter til at få den til det. Vores kahyttjener (jo jo, sådan en havde vi....) rendt rundt til alle kahytter for at se om nogle var søsyge. Men heldigvis bliver hveken jeg eller gemalen søsyge, det skulle være ganske ubehageligt. Men andre var knapt så heldige.
En opdagelse af de helt store var at det slet ikke var attraktivt at opholde sig øverst på skibet i forenden (hvor vores kahyt var). Næ midt i skibet var der betydelig mere roligt, så her var vi (og alle de andre der ikke var søsyge), største delen af den dag.
Heldigvis blev den en engangs affære...................alle andre dage og nætter var havet roligt og det var rigtig smukt at se ud på himlen, skyerne, de andre skibe og fuglene. Mere om det i et andet indlæg.