torsdag den 15. juli 2010

Jeg kender kun hjemmehjælpere der laver deres job

Beklager! Selvom der nærmest er hetz stemning mod hjemmehjælpere og der er oprettet hotline hvor man kan komme med sine historier om dovne hjemmehjælpere, ja så har jeg aldrig oplevet en doven og ugidelig hjemmehjælper. ALDRIG! Selvfølgelig er det ikke i orden at de hjemmehjælpere som TV2 har filmet ikke laver deres arbejde, men jeg mener at langt den største del af SOSUerne gør deres arbejde og gør det rigtig godt. Til trods for en latterlig lille løn.
Medens jeg læste på Universitetet havde jeg bijob som hjemmehjælper i to kommuner (en af dem var Vanløse som jo ligger i Københavns Kommune), i omkring 6-7 år. Og alle dem jeg mødte der, var nogle utrolig pligtopfyldende personer. Nogle brugte endog deres fritid til at hjælpe fru Olsen med gæster fra udlandet, eller andre presserende opgaver. Jeg kan huske at jeg var så fuld af beundring over deres arbejdsglæde i et arbejde som allerede dengang var hårdt, både fysisk og psykisk. Men jeg var også rigtig glad for at det ikke var mig, der resten af livet, skulle passe på vores ældre medborgere. For det er et hårdt arbejde. Nogle ældre er så sure og negative fordi de er afhængige af andre eller fordi deres liv ikke blev som de havde regnet med. Andre var så utrolig søde og dejlige mennesker, det var dem der gjorde at man gad at gå på arbejdet. Jeg husker en dame der var immigreret fra Rusland til Danmark som 18årig. Hun fortalte mig historier om Rusland og prøvede at lære mig russisk. En anden lærte mig at lave marmelader og syltetøj og andre igen elskede at fortælle om deres ungdom i 20erne og 30erne. Og jeg elskede at lytte (selvom der ikke er meget tid til dette mere), det samme gjorde alle de andre ansatte. De passede de ældre som var det deres egen familie.
Jeg syntes selvfølgelig at nogle af sagerne som TV2 har taget op, er helt uhyrlige. Men det ville nok tjene os alle, hvis man fremover sørger for at gøre SOSU jobbet attraktivt. Så den gode medarbejder vælger jobbet til og ikke fra.  Man kunne nok starte med lønnen, som er alt for lav med tanke på det vigtige job de laver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

din mening:

Politikens undervisningspris?

Politiken har for nogle år tilbage opfundet en undervisningspris, der gives til  folkeskolelærere og underviser på ungdomsuddannelserne. Den...