Er titlen på den dokumentarfilm jeg netop har set på DR2. I 1980'erne og 90'erne solgte mange fattige kinesere på landet deres blod for at tjene lidt penge. Mange af dem blev smittet med hiv og er nu døde og har efterladt sig 75.000 børn, der går en uvis fremtid i møde.Nu finder der så provinser hvor en stor del af befolkningen er HIV smittet, nogle har AIDS.
I udsendelsen så man en lille dreng hvis mor og far var døde af AIDS. Han blev "passet" af nogle onkler, der ikke turde røre eller på anden måde være i "kontakt" med ham. Han boede isoleret og fik mad sat frem nogle gange om dagen. Han talte ikke og det var meget sørgmodigt at se sådan en lille dreng helt uden menneskekontakt. I Kina har man i årevis fornægtet tilstedeværelsen af HIV smittet personer, dvs mange indbygger i Kina, kender intet til sygdommen AIDS samt hvorledes den smitter. De tør derfor ikke have nærkontakt med personer der er smittet. Dokumentarfilmen blev Oscar belønnet i 2006 og den var ganske enkelt utrolig rørende. Jeg havde svært ved at se den lille HIV smittede dreng Gao Jun være så uønsket og uelsket blot fordi han var smittet med en Virus som hans familie troede smittede ved berøring.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Politikens undervisningspris?
Politiken har for nogle år tilbage opfundet en undervisningspris, der gives til folkeskolelærere og underviser på ungdomsuddannelserne. Den...
-
Men indenfor er der dejligt varmt og nye amaryllis sorter kigger frem. Gemalen købte en julebuket til sin kone, den er rigtig sød. Vi har fø... -
Lige for øjeblikket er der stort fokus på den nye folkeskolereform. TV2 sendte næsten live fra første skoledag på udvalgte skoler og min abs...
-
Politiken har for nogle år tilbage opfundet en undervisningspris, der gives til folkeskolelærere og underviser på ungdomsuddannelserne. Den...
Jeg ville gerne have set dokumentaren, men jeg kom desværre sent hjem og nåede det ikke. Det du fortæller lyder hjerteskærende forfærdeligt ...
SvarSletDen var bare så rørende og sørgelig. Jeg sad og snøftede. Specielt den lille dreng der levede som et dyr, fordi alle var bange for at han smittede. Heldigvis har Kina "anerkendt" at AIDS findes i Kina og informerer nu om sygdommen. Problemet var jo simpelthen uvidenhed!
SvarSletJeg så ikke programmet, men jeg blev helt utilpas bare ved at læse dit indlæg. Det var dog en forfærdelig, rædselsfuld historie. Når jeg hører sådan noget, tænker jeg altid, bare man dog kunne adoptere den stakkels dreng. Jamen, helt seriøst - jeg har ingen ønsker om at få børn. Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg ville være specielt god til at have børn. Men din historie lyder bare så absurd og urimelig. Jeg håber at de kinesiske myndigheder begynder at informere MEGET mere, men det tager jo tid at ændre folks holdninger. Det kan tage mange år, selv om der sættes ind med massiv information.
SvarSletDen var hjerteskærende. Jeg så den også, og også de tre børn, der var blevet forældreløse. Man havde virkelig lyst til at tage dem til sig. Det var helt forfærdeligt og fuldstændig trøstesløst....
SvarSletVelkommen til Deborah. Og ja det var meget hjerteskærende at se de.
SvarSletMen filmen viste også at der var håb forude, idet regeringen jo er begyndt at informere om HIV og at specielle organisationer finder hjem til de stakkelt børn. Hjem hvor de ikke skal leve som dyr.
Men som Jens også skriver, så tager de mange år før folks holdninger ændres. Men tænk hvor meget uvidenhed der findes i denne verden.