Endelig

Nåede vi så Bilbao. Endelig skulle jeg se Guggenheim museet som jeg havde længdes efter siden det blev bygget og som jeg har læst og læst om. Ikke pga kunsten med pga den meget unikke arkitektur, tegnet af Frank Gehry. Jeg så en af hans meget specielle bygninge i Prag for mange år siden, "dancing House" kaldes det og har også disse organiske snoede former som han siden er blevet så kendt for.
Men Guggenheim museet er hans mesterværk lavet af ens skåret titanium plader sat uden på selve husets bygning. Pladerne giver et lysspil der minder om fiskeskæl som Gehry er meget fascineret af.

Foran indgangen til museet står denne store hund, lavet af kunstneren Jeff Koons, hvis værker jeg normalt syntes er ganske forfærdelige. Han er kendt for popkunst af f.eks Michael Jackson. Men hunden var helt genial, lavet af blomster og med indbygget vandingssystem. Den blomstrer året rundt, klimaet tillader vist dette.

Men lige gyldig hvordan og hvorledes så, var det Guggenheim bygningen der stjal al opmærksomheden. Se disse smukke former og lyset på titanium pladerne. Jamen hvor var det smukt.
Titanium er et utrolig dyrt metal at bygge i. Det er ellers et af de mest normale grundstoffer i jorden, men det koster rigtig meget af få det udvundet af jorden. Det findes nemlig som en kemisk forbindelse, Titaniumoxid, som man skal ændre indsutrielt for at få rent Titanium. De er disse processer der gør at metallet er så dyrt.
Det er et let metal og kan ikke oxideres af ilten i luften (ruste), så det er praktisk talt umuligt at nedbryde.

Ord er overflødige.
Efter åbenbaringen af Guggenheim bygningen skulle vi selvfølgelig også se resten af Bilbao. Byen var helt nedslidt og al industri var lukket dengang i 80-90erne, før Museet kom til byen. Byen kontaktede selv Guggenheim fonden for at få dem til at bygge deres nye museum i Bilbao og resten er historie. Museet generere så mange turister til byen at byen er blomstrede op igen, alt er blevet istandsat og ny moderne arkitektur er kommet til. Det har gjort den til en meget spændende by som virkelig er et besøg værd.

Og da det blev tid til frokost fandt vi en skøn Pintxos Cafe. Pintxos er den bastiske udgave af tapas og efter sigende, meget bedre og nærmest små kunstværker i forhold til tapas fra f.eks Madrid. Måske er det blot lokal konkurrence sladder, men det vi fik serveret var ganske enkelt fortræffeligt. Og selvfølgelig skulle vi have Sherry til. Vi skal jo prøve det lokale.

Efter dejlig frokost tog vi Funicularen op på et af de mange bjerge der omringer Bilbao, der var dejligt køligt i forhold til byen og en fantastisk udsigt.

Det blev enden på vores Bilbao eventyr, smuk by med en meget gammel bydel , et endnu smukkere museum (vi så godt nok flere, men de blegnede i forhold til Guggenheim) og spændende ny arkitektur. Ved middagen på skibet sad vi og talte længe om hvor dejlig en dag det havde været. Og med aftenkaffe på vores altan, så kunne det ikke blive meget bedre. Nye mål ventede, La Rochelle i Frankrig, et sted jeg aldrig havde hørt om, men som overraskede ganske positivt. For ikke at tale om Stonehenge som vi også havde drømt om at se i årevis. Vi nåede det hele og mere til.