søndag den 21. juli 2013

Hvor er der dejligt derude

I andre lande.
I år var vi på ferie i Frankrig, Normandiet og Bretagne. Vi tog nattoget til Paris og dernede lejede vi en bil som vi kørte rundt i. Jeg ved at mange tager egen bil ned syd på, men vi gider simpelthen ikke den lange tur derned, især ikke på overfyldte tyske motorveje. Vi lejer så biler når vi kommer til vores destinationer, selvom jeg må indrømme at priserne er noget pebret. Vi fik en gratis upgrade (det kan altid betale sig at tilmelde sig loyalitetsprogrammer), så vi gik fra en Polo til en Opel Astra Turbo. Og hold da op en dejlig bil. Den gjorde overhaling til en drøm, da tuboen jo lige slå til når man går op i hastighed. Gemalen er jo kun til tyske biler, helst VW, men måske en Opel en gang i fremtiden;-)
Vi startede med Bayeux og omegn. Vi fik set tæppet og en del af nordkysten, invasionskysten, hvor mange ting stadig har engelske navne. Gemalen var rigtig spændt på de mange museer med radarstationer, gamle bunkers, flystationer osv. Ikke lige noget for mig, men så kiggede jeg på naturen og landskabet i stedet. Det var også ganske smukt.
Vi havde talt om det underlige i at man tager ud for at se de mange store kirkegårde der er i området, som en slags turist attraktion. Bisart med tanke på at det er mennesker der er døde i en krig for Europas frihed. Men vi så dem alligevel. Den første var med soldater fra Canada og da jeg træder ind på området med de mange gravsten får jeg pludselig et chok over at se så mange grave og må tage mig selv i at få en klump i halsen og smågræde. Det sker ikke lige hver dag at jeg bliver så berørt, men det skete altså der. Tanken om alle de unge mænd der døde i en krig for så mange år siden var altså for meget for mig. Tænk at så mange mænd fra andre verdensdele kæmpede for at bevare vores frihed, en frihed som de fleste af os nok tager for givet.
Der var flere af disse kirkegårde, de største var den engelske og den Amerikanske. Men der var også en polsk og en tysk, i døden er alle soldater lige, læste jeg som begrundelsen for at man havde valgt at også have en tysk kirkegård. Den har nok virket provokerende på mange, dengang, og sikkert også i dag.
Der var noget smukt og roligt ved stederne og jeg har derfor valgt at blogge om dem, af respekt for dem der døde og for den krig som blev grundlaget for det nye Europa. Måske kan der komme gode ting ud af krige, måske bliver mennesker klogere. Man kan jo håbe!
Fortsat god søndag til dig der læser med her.

6 kommentarer:

  1. Enig! At rejse er at leve, som go'e, gamle HC sagde - det er så skønt at opleve nye steder.
    Man bliver nemlig meget overrasket over sig selv og ens reaktion, når man ser disse rækker på rækker af kors. Da vi så dem i 2003, påvirkede det alle; ikke kun min far, som havde oplevet krigen, men også os og vores børn.
    Vi bemærkede med sorg, hvor forfærdelig mange unge mennesker, der var nævnt - kun lige omkring de 20 år.
    Derfor synes jeg, det er fint, at det står som på én gang smukke og hæslige monumenter over krigen, som helst aldrig skal gentages.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vi læste også nogle af navne og datoer på gravene og opdagede, som I, at mange var så unge. Og vi er helt enige, disse kirkegårde skal være en del af landskabet, som minde om de mange er mistede livet, så vi kan undgå at noget lignende finder sted igen.

      Slet
  2. Sådan virkede det også på mig, da jeg i en snart fjern ungdom besøgte krigergravene i Flandern.
    Jeg kunne heller ikke lade være med at græde, og natten efter sov jeg dårligt med mareridt om de kampscener, som udspillede sig der under begge de to verdenskrige. Jeg så min morfar for mig i skyttegravene og dræbt som tvangsudskrevet tysk soldat i Første Verdenskrig. Han var ellers så dansk som nogen, bare så uheldig at have giftet sig i Sønderjylland, som vi jo tabte i 1864, og han var ikke nogen helt ung mand, først i fyrrene med to små børn.
    Det er så frygtelig sørgeligt, at han oven i købet døde for en sag, som slet ikke var hans. Han var ikke engang den eneste i familien, som dengang faldt på den forkerte side, så det er ikke så underligt, at flere af de unge mennesker i næste generation meldte sig under de allieredes faner under Anden Verdenskrig, to af min mors fætre fx, som udvandrede til USA og gjorde krigen med i den amerikanske Stillehavsflåde. De var så heldige at komme hjem til USA uden større legemlige skader, men hvem ved, hvordan deres sindstilstand udviklede sig livet igennem?
    Min afdøde mand, som var frihedskæmper fra 1941, til han måtte flygte til Sverige i 1943 efter Langaa aktionen i Jylland, blev ikke såret
    og klarede sig godt igennem livet, til han rundede de tres. Så slog nerverne klik og sygdom indfandt sig. Vi var meget i kontakt med Frihedsrådet, og der fortalte de, at sådan er det gået for rigtig mange af de unge mænd og kvinder, som kæmpede en ulige kamp her i landet for, at vi kan være frie i dag.

    Tak skal du have for at du tager den sag op
    Jytte

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekommen. Jeg tror mange har glemt denne frihedskamp, det er jo meget småt med overlevende der har deltaget i 2.verdenskrig. Nu er der dog heldigvis mere fokus på soldaternes psykiske tilstand efter de har været i krig. For det de ser kan jo være hård kost for selv de mest hårdkogte..

      Slet
  3. Det er dejligt at komme ud og opleve andre ting. Og det er skrækkeligt at tænke på hvor mange mennesker der er døde i krige rundt omkring, og hvor mange der stadig dør.

    SvarSlet
    Svar
    1. Dt er altid dejligt at rejse....men også at komme hjem igen. Vi har det jo ganske godt i DK ;-)

      Slet

din mening:

OK 18

Jeg er gymnasielærer og er netop blevet lockout varslet af Sophie Løhde. Man kan sige at det er et forventet modtræk af moderniseringsstyrel...