mandag den 13. maj 2013

Sikken tiden dog går...

Det er helt uhyggeligt som tiden går hurtigt. Det var som i går at der stadig lå sne i haven. Nu er påske og pinseliljerne her, smukke og duftende. Nogle af mine absolutte yndlings blomster. Jeg har efterhånden en stor samling. Jeg kan ikke huske navnene, men det er også helt ligegyldig. Bare de er der.
Vi har knoklet rund i haven de sidste mange weekender. Der er altid så meget der skal ordnes efter vinteren. En af de større projekter var at sætte et element op i vores overdækket terrasse, med glasruder. Det baksede gemalen en del rundt med. Men nu sidder det der og giver læ og det er super dejligt at sidde ude om morgenen og nyde en kop te og læse avis. Nu skal det bare males.
Der er desværre ingen solsorte unger tilbage i haven. Der var to reder, og Stribe tog i hvertilfældet den ene unge. Jeg hader simpelthen lige den egenskab ved katte. Hvad er det dog for noget at dræbe for sjov. Hvis det så bare havde været fordi den var sulten. Men de forkælede katte her på matriklen får rigeligt at spise, så...
Jeg undre mig egentlig over at der rent faktisk er solsorte der overlever? For de er så nemme byttedyr for katte. De kan ikke helt flyve, de tror de kan gemme sig på jorden. Men lugt sansen er jo nærmest lige så vigtig for katte og de kan simpelthen snuse dem op.
Stribe har nok ikke taget dem alle, skaderne plejer også at være hurtige, og vi kan jo ikke rende ud hver gang der er solsorte alarm. Og det er der tit. Til sidst hører man det ikke mere....
Redekassen med kamera er oppe og er allerede beboet. Småfuglene elsker simpelthen den kasse. Pt render to musvitter rundt og samler kattehår op fra haven. De bruger det til rede materiale, så noget gavn har fuglene dog af vores katte ;-)
Lørdag mødtes jeg med en veninde i byen, hun havde taget sin ældste datter med, der var blevet 16 år. Hun ville gerne med mor på cafe. Sød pige, men hun var ikke rigtig tilstede. Mobilen kaldte.
Det er noget jeg virkelig lægger mærke til. Hvordan unge mennesker ikke er tilstede mentalt. Det samme gælder mange af mine gymnasieelever. De er simpelthen slaver af "at være på". At kommunikerer med alle andre end dem der står foran dem, i nuet. Bliver de ikke stresset? Tænk, at skulle være så mange "steder" på en gang? Jeg holder tit et lille oplæg for eleverne, om det at holde fokus og opmærksomhed og om deres sanser. Om hvordan de andre sanser lukker lidt ned når man overstimulerer en. Jeg gør det fordi jeg ofte oplever at de siger de har læst lektier og i realiteten er det blot at de har haft bogen fremme og ment at de har læst. For det med at koncentrerer sig om svært læsestof, samtidigt med at de er på facebook, ser tv, hører musik osv. Det er stort set umuligt. Jeg håber på den måde at de, næste gang, tænker over hvad de laver samtidigt med at de "tror" de læser lektier.
I dag arbejder jeg hjemme, så lige om lidt skal jeg op og træne. Det er så dejligt at starte på den måde, man får rigtig meget energi til resten af dagen. Resten af dagen står på at rette opgaver og forberede undervisning. Men måske jeg ikke når et smut i haven. Køkkenhaven er ikke helt klar endnu.

11 kommentarer:

  1. Vi har virkelig nydt vores fugeliv efter vi har droppet at have katte, så derfor irriterer det mig meget, at vi nu i stedet har alle naboernes katte rendende inde i vores have.
    Kan man ikke forbyde eleverne at have mobilen tændt, når de modtager undervisning?
    Jeg ved ikke, hvad der skal til, eller om man simpelthen må acceptere det som værende en del af 'ungdommens dårskab', for når de kommer ud i erhvervslivet, kan de jo ikke tillade sig at koncentrere sig mere om deres sociale liv end om deres arbejde.
    Men det virker nok ikke at fortælle dem dette i gymnasiet ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig svært at leve med den "dårlige" egenskab hos katte, men ellers er vi nu meget glade for dem ;-)
      Det er normalt ikke tilladt at bruge mobiltelefon i undervisningen, med mindre de skal bruge en app eller andet. MEN sidder man på bagerste række og er læreren optaget af andet, ja så er der jo nok nogen der ikke kan dy sig. Problemet er blot at ikke alle lærere er konsekvente og det gør det jo noget svært for elever at navigere. Et sted siger ingen noget til at mobilen er tændt, et andet sted( som i mine timer) bliver læreren negativ hvis mobilen opdages...så i min bog er det fordi lærerene er noget dårlige "ledere" af klassen....men det er en lang diskussion som jeg tager ind i mellem med mine kollegaer ;-)
      Når det så er sagt så bruger vi den jo også til det faglige. I biologi lære de f.eks at udregne energiindtaget i en dagskost og her er en masse fantastiske apps de kan bruges.
      Jeg tror det gælder om at få eleverne til at indse at pceren og mobilen skal bruges til det faglige, ved at vise dem hvor "sjovt" det kan være at lære....jeg er selv blevet meget klogere på mobilens anvendelse i undervisningen indenfor de sidste par år, pga en super it-nørd lærer på et andet gymnASIUM. Det har virkelig været en øjen åbner. MEN man kan ikke læse lektier derhjemme og havde gang i alt muligt andet....det er til gengæld meget svært for eleverne at forstå. De kan være så "kloge" i den alder ;-)

      Slet
    2. Tak for din uddybning. Jeg hørte lige i dag, at nogle udvalgte 9. klasser måtte bruge pc til danskeksamen, hvilket for mig er helt i orden - internettet er der jo, og så kan man lige så godt bruge det fornuftigt. Du præciserer meget fint, hvor grænserne og forskellene går mht. til at være på nettet.

      Slet
  2. Hvor er det er et godt billede af dine smukke forårsblomster.
    Jeg kan nu heller ikke li` når katten tager fugle, men det er jo dens natur.
    Her til morgen opdagede jeg, at et solsortepar holder til i vore efeu´, der dækker siloen. Jeg kan ikke se reden, men jeg så den gamle solsort flyve ind imellem planterne og der lød fuglepip.
    Ha´ en god dag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Vores solsorte bygger reder de mest underlige steder. Steder hvor skader og katte nemt kan få fat i ungerne. Helt utroligt at der faktisk findes voksne solsorte ;-) God dag til dig også!

      Slet
  3. heldigvis er vores katte for gamle til at løbe fuglene op, selvom de dog prøver. Skønne liljer du har. ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Uha alderen er ingen hindring. Selv vores den gamle med gigt, der er 17 år, kan finde en solsorte unge....det er bare så forfærdeligt. Men de sidder helt stille og tror så at kattene ikke kan se dem. Desværre, for det kan de jo nemt!

      Slet
  4. Du har fuldstændig ret - det er en kedelig egenskab, men katte er jo nogle rigtige rovdyr. Jeg har hørt om nogen som giver deres katte små klokker om halsen; det er jeg rigtig meget imod. Jeg synes simpelthen at det er dyrplageri. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor stresset jeg ville blive, hvis jeg skulle høre på sådan en klokke 24/7.

    Mine misser er jo indekatte, så de må nøjes med at jagte hinanden. Det gør de til gengæld også med stor fornøjelse. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den med klokken er jeg meget uenige i. Vores, nu afdøde kat, Wurst, elskede sit røde halsbånd med klokke. Hver morgen stod den klar for at få det på. Og vi troede simpelthen at den ville hade det....men nej! og det reddede en masse fugle. Den larmede kun hvis de bevægede sig hurtigt...og det skete jo kun når den jagtede. Så jeg syntes det er en rigtig god ide med en sådan. Problemet er nok bare at det kan være svært at få en kat til at gå med noget den ikke gider. Og jeg tror ikke at stribe gider et halsbånd...

      Slet
  5. ihh sikken en fin blog du har her. jeg vil linke til dig og føleg din havegang. du er velkommen til at linke osse men ikke must. kommer snart igen

    xx dorte

    SvarSlet
    Svar
    1. Velkommen til, kom gerne igen;-)

      Slet

din mening:

Tur til Langeland, Lolland, Falster og Møn

 Og se lige vejret....vi havde alt for meget tøj med. Men se lige udsigten til et vådområde på Langeland, men en masse fugle  Vi overna...