Politik

Her i huset ser vi ofte debatprogrammer på tv.
DR 1og 2 har nogle gode af slagsen. Nyhederne ser vi så tit som muligt, og alle disse programmer har det tilfældes at de omhandler politik.
Men det min mand og jeg ofte diskuterer er journalisters manglende evne til at være kritiske over for politikerne og politikernes elendige retorik.
Tag nu f.eks regeringen, her virker det som om at de alle sammen har deltaget i det samme spin-kursus. Hver gang der stilles kritiske spørgsmål, hver gang der slynges andre tal på banen end dem regeringen har valgt at se på, så er svaret det samme. Der må forligge en misforståelse, tallene er forkerte, man har ikke forstået hvad der blev sagt osv. Retoriken er ikke til at tage fejl af: den er afvisende og indbyder ikke til en diskussion om det reelle emne, men kun til en ordkrig om hvem der har de rigtig tal osv. Meget smart taktik , hvor fokus bliver fjernet fra bolden til manden.
Men hvor ender vi henne når vores politiker stort set ikke ønsker den demokratiske proces, men kun ønsker at det de har besluttet også bliver gennemtrumfet. Når kritik kun opfattes som noget negativt. Konstruktiv kritik måske kunne gøre slutproduktet så meget bedre.
Senest valgt Anders Fogh at nedgøre den kritik der var angående lønnen for offentlige ansatte.
Iflg ham var det nogle utilpasset venstreorienteret der kun var ude på at vælte regeringen. Det er sørgeligt at se en ellers intelligent mand udtale sig som et forfulgt barn. Det flytter fokus fra et reelt samfundsrelevant problem til noget der kun er et problem for regeringspartierne.
En af de bedre kommentare kom fra Lars Lykke. Han syntes åbenbart at journalister fra DR er nogle venstreorienteret problembørn, der kun er kritiske overfor regeringen, ikke overfor andre partier. Ved hjælp af denne form for retorisk undgik han at besvare spørgsmålet og dreje fokus. Journalisten formåede ikke at holde ham fast.
Og så kommer vi så til journalisterne. For, til forskel fra Lars Lykke, syntes jeg faktiskt at temlig mange af DR´s journalister er for dårlige til deres job. Her tænker jeg på dem man bruger som værter i debatprogrammerne. Rigtig mange af dem er tandløse, og uden match for så professionelle politikkere som Hr Fogh og Hr Lykke.
De får simpelthen lov til at glide af på de tunge spørgsmål.
Og hvorfor gør de det? Er journalisterne imponeret over politikkernes professionalisme?
Har de ikke lavet deres research godt nok?
Det er svært at gisne om, men måske er man bange for at gå for hårdt til den. Journalisten er afhængige af politikkere. På at de gider besvare deres spørgsmål, stille op til interviews osv. Man skyder jo ikke sig selv i foden med vilje.
Er vi nået der til hvor journalister er "gode venner" med politikkerne? Hvor de er bange for at miste deres levebrød, hvor alt ender i kammerateri?
Her tænker jeg f.eks på journalister der arbejder og næsten bor på Christiansborg. Mange af disse "tv-journalister" bruges ikke som værter i debatprogrammer men som en form for psykologere, der skal "tolke" politikkernes sprog og metode. "han siger sådan fordi..................................".
TV2´s morgentv er et rigtig godt eksempel på ligegyldig "hyggesnak" med politikkere. Her er man venlige og stiller bestemt ikke kritiske spørgsmål. Folk skulle jo nødigt få kaffen galt i halsen! Men det er populært. Og hvorfor? Er det fordi programmet viser at politikkere er mennesker, at de kan være sjove og interessandte (på tværs af partierne).
Er det det vi danskere baserer vores politiske tilhørs forhold på? Måske.
Partierne kæmper jo alle om at ligge i midten og hvilken forskel er der så? Ja så er der næsten kun det personlige tilbage. Hvem har den mest sympatiske personlighed?
Hvor er den professionelle journalist blevet af i dette spin-spil. Formår de ikke at at deltage i spillet?
Har de ikke et ansvar over for de danskere der ikke kan afkode spillet? Et ansvar der betyder at man forholder sig kritisk.