tirsdag den 28. april 2015

Så ramte livet igen

Min gamle far er død.
Kald mig kynisk, men det var det bedste der kunne ske for ham og vel også os.
Det var gået gevaldigt ned af bakke for ham de sidste 1-2år. Han var ind til da rimelig frisk. Cyklede hver dag, gættede sin krydsord i Berlingeren og var voldsomt glad når jeg købt et helt krydsords magasin til ham. Men omkring jul for 1½ år siden fik han styrt blødninger og var indlagt i flere uger på hospitalet og derefter gik det kun ned af bakke. Han havde haft hjemmehjælp til rengøring de sidste 2-3 år, hver 3 uge. Mere kunne det ikke blive til. Han havde nok råd til at betale selv, men det følte han ikke han skulle. Så hellere nøjes med hver 3 uge.
Siden fik han mere hjemmehjælp, nu til personlig pleje og til sidst for at få ham til at spise. Han tabte sig helt utroligt meget. Men desværre er det sådan med mange gamle mennesker, de gider simpelthen ikke spise. Min søster bestilte aftensmad til levering, men det var jo nok nærmest et drømme scenario, at han spiste det. Han smed det ud, så vi ikke opdagede at han ikke spiste og til hjemmehjælperne sagde han, at han spiste det senere. Når de var gået.
Ja, en god hjemmehjælper havde nok insisteret, men tvang hjalp jo nok ikke meget. Selvom han var gammel, ja så var han meget standhaftig.
Nå men 2 uger før påske blev han indlagt med lungebetændelse. Han var indlagt i 2 uger, og det med antibiotikaen drillede. De kunne ikke rigtig finde noget der kunne bekæmpe hans lungebetændelse. Endelig troede de at de havde styr på det og sendte ham hjem. Han var utrolig glad for at komme hjem og virkede meget lettede over at være sluppet ud fra hospitalet. Han nåede lige at være hjemme weekenden over. Mandag ringede hans hjemmehjælper, han var faldet og at der kom en ambulance og hentede ham. Han virkede konfus og de satte ham i ny antibiotika behandling. Tidlig tirsdag morgen ringede sygeplejeskeren og sagde at han havde det rigtig dårligt og at de ikke troede han ville overleve. Så jeg styrtede ud på hospitalet og sad og hold ham i hånden til han døde.
Jeg tror de prøvede at holde ham i live ind til jeg kom. Han lå i en form for respirator og da vi blev enige om ikke at forlænge hans pine, tog det 10 minutter før han døde.
Men døden kommer jo nok altid når man mindst forventer det. Det hele gik lidt hurtigt og begge mine søskende var ude og rejse og kunne ikke sige farvel til far. Især min yngste søster var tæt knyttet til min far og nok den der havde været der mest for min far, her til sidst.
Men det blev så mig der stod for begravelsen og alt det praktiske. Og en begravelse er bestemt ikke billig. Jeg valgt et netfirma til at stå for det hele. Syntes ikke jeg havde lyst til at bruge en masse tid på at vælge kiste mv samme med en bedemad. Alle valgmuligheder og priser fremgik klart og tydeligt på netbedemandens hjemmeside og jeg fik en rigtig god behandling. Flot kiste og rigtig flot båredekoration. Bestemt et firma jeg kan anbefale.
Min far og jeg har aldrig været rigtig tætte. Vi var meget forskellige. Den accept jeg higede efter som barn fik jeg aldrig. Og det betød en distance der kun blev større med alderen.
Nu skal det ikke forstås sådan at jeg gik rundt og var små bitter og skuffet over min far. Det har jeg nok været, men heldigvis mødte jeg tidligt i livet, en klog mand der bad mig ikke investerer for meget energi i ting man ikke kan ændre. Det var en vigtig livs lektion og en jeg har prøvet at leve efter siden. Hvis man bruger for meget energi på at forstå folk der ikke opfører sig som man syntes de skulle, ja så stresser man sig selv. Man kan ikke ændre andre mennesker ligemeget hvor meget man ønsker det.
Så må man istedet gøre op med sig selv hvilken relation man ønsker at have til dem, hvis nogen.
Min kloge mentor havde brudt med sin familie. Det valgte jeg ikke at gøre, men blot at distancerer mig lidt og istedet investerer min energi og livsglæde i mit ægteskab.
Min gamle far var en utrolig påståelig mand, en der vidste alt (også selvom han nok egentlig ikke gjorde det) om alt, en energisk cyklist der elskede sit barne og oldebarn højt, som blev slået helt ud af den da min mor døde af tyktarmskræft for 14 år siden og som altid sagde at han havde levet en rigtig godt liv. Han havde nok ønsket at forlade jorden dengang for 14 år siden, og bestemt ikke ønsket de sidste 2 år han levede. Men som fik en nogenlunde blid afgang fra denne jord. Jeg vidste han ville velkomme døden og det gør det meget lettere at se en person man har kendt hele sit liv, gå bort.  89 år blev han, den gamle mand fra Nordjylland med den barske opvækst, hvor følelser er noget man gemmer godt væk, men som fandt verdens bedste hustru og som gjorde succes på jobbet. Et godt liv hvis han selv skulle sige det.

6 kommentarer:

  1. Kondolerer, Havehyrde.
    Det er altid trist, når en af ens nærmeste dør, men det er ikke nødvendigvis en tragedie - som her med din far og som med min far, der blev 90. Og som du havde det med din far, havde jeg det med min mor. Ikke på helt samme måde og af samme årsag, men distancen var der.
    Din far fik en forholdsvis nem død, som du også skriver - det er for mig noget af det vigtigste, når man når dertil - jeg frygter nok mest at det skal komme til at trække ud. Det ideelle er at gå i seng og så bare aldrig vågne mere.
    Hvor er det dejligt at læse din - måske lidt indirekte - kærlighedserklæring til din mand. Det betyder SÅ meget at have en, man stoler på, respekterer og elsker.

    SvarSlet
    Svar
    1. det er underligt at man ofte er mere knyttet til en forældre end den anden. Min mor var den jeg var knyttet til. Og hendes død var en stor omvæltning. Min far var jo selvfølgelig meget gammel da han døde, havde haft et godt liv, så det er ikke den store omvæltning for os i hverdagen. Jeg tror vi alle drømmer om at dø i vores søvn....men det er nok ikke virkeligheden for de fleste.

      Slet
  2. Jeg kondolerer. Selvom I ikke var så tæt som du engang drømte om, så bliver man lidt ekstra eftertænksom, når man mister sine forældre og man bliver den næste i rækken.
    Hvor er det godt at du ikke gik at var bitter over jeres relation. Selvom det måske kan være en sorg i livet, så er det vigtigt at give slip på den og leve sit eget liv. Det er lettere sagt end gjort, men man må forsøge og det er dejligt at du er elsket og derfor har kunnet slippe. Ha' det godt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig vigtigt at kunne leve sit eget liv...jeg syntes det er vigtigt at give slip, hvis den relation ikke gavner en selv. Også selvom det er familie. For nogle er det det vigtigste, familien. Men jeg syntes efterhånden jeg har set mange destruktive familieforhold. som ødelægger mennesker. Og jeg havde et fint forhold til mig far, bare ikke et tæt forhold. Det kunne ikke være anderledes, og det kunne jeg sagtens leve med.
      Tak for din omsorg :-)

      Slet
  3. Døden kan også være en befrielse. Min mor døde i januar, hun havde ønsket at dø de sidste 4 år, hvor hun var på plejehjem. Hun kunne ingenting selv udover at tænke, på det punkt fejlede hun nemlig ikke noget. Hun blev 92 og var bange for, at hun skulle blive 100. Desværre var det så modbydelig en sygdom som helvedesild, der endelig fik gjort det af med hende. 4 uger tog det, hvor hun var i et smertehelvede, hun kunne ikke spise til sidst, efterhånden satte organerne ud en for en, det var ikke rart at overvære, men jeg er glad for, at hun fik fred. Jeg bor langt væk fra hende, men nåede heldigvis over og fik sagt farvel, om hun opdagede det ved jeg ikke.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder da som en slem omgang med din mor og dejligt at du fik sagt farvel. Det kan betyde meget for en selv.

      Slet

din mening:

Politikens undervisningspris?

Politiken har for nogle år tilbage opfundet en undervisningspris, der gives til  folkeskolelærere og underviser på ungdomsuddannelserne. Den...