Så er de her

Mine elskede traner. Hvis der er nogen fugl der kan bringe tårer i mine øjne ved gensyn, ja så er det tranerne.
I går hørte vi de første traner over matriklen i år. Den velkendte trut-lyd, som vi elsker er det bedste tegn på forår. Man kan simpelthen ikke undgå at lægge mærke til dem. Disse skønne skabninger der drager så langt for at kommer til Norden for at yngle. De kommer i flokke og har slet ikke travlt, tager normalt aldrig den lige vej til Pulken (ved Skånes Østkyst, Yngsjö) eller Hornborgasjön (lidt oppe fra Göteborg). Næ, de cirkler ofte omkring i lang tid, før de falder tilbage til den lige rute. Det er som om de lige skal sørge for at alle hører og ser dem før de flyver videre. I går fløj de over vores område i omkring ½ time, cirklede frem og tilbage og frem og tilbage. Dejligt, for så kunne vi nyde dem i længere tid. Man bliver bare så glad indvendig over deres besøg. Heldigere er de jo i Sverige hvor Tranerne, ved de udvalgt fodersteder, bliver i noget længere tid, ind til de fleste tager mere nordligt for at yngle.

Billederne er ikke fra i år, men fra 2007 hvor vi sidst var ved Hornborgasjön. Et syn for guderne.
Vi har talt om at tage en tur til Pulken i denne eller næste uge for lige at se om der skulle være et par traner tilbage derovre. Traner kan man aldrig få nok af.