søndag den 4. april 2010

Vidste du

at forskningens verden er fyldt med dramatik? Umiddelbart syntes forskning måske udelukket fra dramatik, men man kunne ikke tage mere fejl. I min studietid på Københavns Universitet oplevede jeg forskere opfører sig som små misundelig børn og moppe dem der var mere succesfuld end dem selv. Og tilsyneladende er de ikke de eneste. Denne meget lukkede verden er åbenbart fyldt med eksempler på intriger forsker imellem. Den mest spændende af slagsen er fra 1950erne, hvor James Watson og Francis Crick arbejde sammen på University of Cambridge i England. Det var dem der i 1962 fik nobelprisen for opdagelsen af strukturen af DNA.
Watson var amerikaner og Crick englænder, begge molekylær biologer og meget forskellige. Alligevel lykkedes det dem at findes strukturen af DNA, en epokegørende opdagelse som selvfølgelig gav dem en Nobelpris. Denne pris delte de med Maurice Wilkins. Sidstnævnte spillede en stor rolle i "dna-skandalen". Wilkins arbejde nemlig sammen med Rosalind Franklin, som var britisk kemiker og den der tog det berømte røngten krystallografi foto af dna molekylet. Data fra dette foto ledte Watson og Crick til den rigtige struktur af molekylet. Men det var ikke Franklin der gav dem disse data, det var Wilkins, der gik bag ryggen på Rosalind. Watson og Crick var nemlig i datidens øjne, ikke rigtige forskere. De lavede intet eksperimentelt arbejde, kun teoretiske studier, og det var ikke den måde som forskere arbejdede på dengang. Så det var ikke forskere som Rosalind Franklin ville samarbejde med. Men det ville Wilkins til gengæld.
Rosalind Franklin, der havde pænt høje tanker om sit eget værd, anså Wilkins for en middelmådig begavelse og en nærmest inkompetent forsker, og hun nægtede at have noget med ham at gøre. Forholdet udviklede sig hurtigt til et indædt uvenskab, det skulle vise sig at få konsekvenser.

i 1952 sendt Rosalind Franklin sine resultater til den meget anerkendte tidsskrift Nature, hvor hendes artikel blev publiceret sammen med 2 andre artikler om strukturen af DNA, den første var skrevet af Watson og Crick, den anden af Wilkins og Franklins var den tredie. Ingen af de to første artikler nævner at det er Franklins data og tolkning af disse der leder til dna strukturen.
I 1958 døde hun af kræft og først i 1961 sender Crick et brev til Nature, hvor han angiver at det er Franklins data de har brugt. i 1962 får Watson, Crick og Wilkins så deres nobel pris. Franklin nævnes ikke, man kan ikke få en nobelpris når man er død.
Ovenstående foto er fra Science Museum i London. Jeg var så heldig at se den orginale model af DNA molekylet i 2007. Det er smukt!
I bogen fra 1968 "The Double Helix" forvandler Watson den begavede og fagligt respekterede Rosalind til "Rosy". En hidsig laboratorie-tante, som både var en smule latterlig og - værst af alt - ufiks at se på. "Jeg spekulerede et øjeblik på, hvordan hun mon så ud, hvis hun tog brillerne af og gjorde noget ud af sit hår," skrev han om sin reaktion på deres første møde. I en tid, hvor man endnu ustraffet kunne lufte den slags.
Ville Rosalind Franklin have løst strukturen, hvis hun havde haft mere tid til sine beregninger? Måske. Ville Watson og Crick have fejlet, hvis Wilkins ikke havde vist dem hendes fotografi ? 
Crick døde i 2004, men var aktiv inden for forskningens verden i mange år. Watson lever vist stadig og har brugt meget af sin tid på at fortælle om opklaringen af DNA´s struktur, men på et tidspunkt var han også leder af det Humane Genome projekt. Han er også kendt for sin meget "uheldig" udtalelser.
Han støtter genetisk screening af fostre og gensplejsning i sine offentlige foredrag og interviews. F.eks. taler han for at de "dummeste" 10% af befolkningen skulle fjernes ved abort før fødslen og at alle piger skulle gensplejses så de blev kønne. Watson har ikke høje tanker om fede menneskers ambitioner og energi, og han er citeret for at sige: "Whenever you interview fat people, you feel bad, because you know you're not going to hire them".
Så kom ikke og sig at forskningens verden ikke er spændende. Her er intriger, drama, had, fjendskab og arrogance. Ja hvad mere kan man forlange?

8 kommentarer:

  1. Ikke meget mere, tror jeg ;-).

    Mange tak for en interessant beretning, Havehyrde.

    Jeg tror ikke, der findes mange brancher, som kan sige sig fri for intriger, drama osv. Heller ikke de mere seriøse som fx forskningsmiljøerne.

    SvarSlet
  2. Bente: nej du har nok ret, men jeg bliver alligevel overrasket over hvordan folk kan opfører sig over for hinanden.

    SvarSlet
  3. Ja det er jo kun mennesker, der her er tale om. Så det er vel derfor, at de fleste steder ligner hinanden. Det er sikkert kun en let variation i måden at gør/sige tingene på.

    SvarSlet
  4. Anne F: Sikkert, men man mener jo altid at forskningens verden er så faktuelle og uden følelser. Men det er da vist ikke helt rigtig

    SvarSlet
  5. Det var dog en interessant beretning - jeg elsker at læse om denne slags intriger.

    Vi har masser af forskere i min virksomhed, så du kan tro, jeg kender til deres særheder.
    De ser selvfølgelig sig selv som uhyre kloge, nytænkende og kreative personer, hvad de da også er langt hen ad vejen, men paradoksalt nok er der ikke andre personalegrupper hos os, der er så stokkonservative som netop forskerne. Og de er åh, så sarte, så sarte, de sjæle...
    Det vil føre for vidt at uddybe det her, men det kan både være uhyre underholdende og dybt irriterende, dette specielle folkefærd...

    SvarSlet
  6. Ellen: jeg tror vi er meget enige i denne sag ;-)

    SvarSlet
  7. Det var spændende at læse og det beviser jo bare, at den slags forskere er også mennesker. Fuldstændig lige som alle os andre. Men mange af dem er sikkert mere ærgerrige end gennemsnittet!

    SvarSlet
  8. Jens: Uh ja, forsker kan være af den værste skuffe. Meget ambitiøse og med rundsave på albuerne :-)

    SvarSlet

din mening:

Politikens undervisningspris?

Politiken har for nogle år tilbage opfundet en undervisningspris, der gives til  folkeskolelærere og underviser på ungdomsuddannelserne. Den...