søndag den 14. juni 2009

Hvad gør man så?

Min gamle far er ved at blive for tynd. Jeg er seriøst bekymrede for hans helbred, han ligner efterhånden en der lider af nervøs spiseværring.
Han syntes ikke han er sulten og gider ikke spise når han er alene. Det keder ham, som han siger.
Hans aftensmad består af pasta med beaurnaise sauce (selvfølgelig færdig købt), kartofler og grøntsagsblandinger fra frostposer samt billige færdigretter. Frokost spiser han sjældnt.
Han syntes at de færdigretter han køber smager kedeligt, og det har han sikkert ret i. Han plejer også at købe det billigste fra Netto eller Kvikly, så må man forvente at det smager uinteressandt. Jeg har flere gange foreslået at jeg kan købe nogle færdig retter fra slagteren. Vi har en super slagter i nærheden som laver færdig retter af gode råvare. MEN, det koster jo noget mere end dem fra supermarkederne, og det vil han ikke betale. Manden har enden fuld af penge. Ja undskyld mig, men hvorfor vil en gammel mand som ham spare på pengene? Hvad skal de spares til? Os der skal arve er jo mere interesseret i at han har et godt liv medens vi har ham.
Det bedste ville være hvis han spiste aftensmad hos os hver aften, eller et par gange om ugen. Men det gider han helt sikkert ikke.......han vil hellere sidde derhjemme! Får vi han endelig herud guffer han aftensmaden i sig, men skynder sig hurtig hjem igen?
Ja, det er ikke sådan at blive klog på. Jeg tror jeg prøver den med slagter maden igen, måske skal jeg være mere insisterende
OPDATERING 21.6:
Der er sket et mirakel. Min far har erkendt at han er for tynd , så der er håb forude.
Jeg fik købt slagtermad til han og han virkede meget interesseret. Han åbnede for den mulighed at ville spise det fremover. Nu skal han dog lige prøvespise det, så må vi se.

21 kommentarer:

  1. Kære Havehyrde
    Det er ikke usædvanligt, at ældre og enlige mennesker, bliver mere ligeglade med deres spisevaner, og maden bliver derfor noget, der skal overstås i en kort vending. Jeg kan godt forstå, at de ældre ikke gider bruge flere timer i køkkenet, når appetitten heller ikke er så stor.

    Du har sikkert ret i, at du skal være lidt mere påholdende med, at få ham interesseret i indkøb af færdigmad ved slagteren.

    Kunne det måske være en mulighed, at han gik på vores udmærkede Centre, hvor der serveres gode og ernæringsrige middagsretter hver dag? Ønsker han ikke at spise i centeret, kan han hente maden med hjem. Prisen er overkommelig – omkring 35 kr.

    Jeg, og flere af mine bekendte, gør selv brug af at afhente smørrebrød eller dagens ret på centrene, når man har travlt eller skal på arbejde i kolonihaven eller lign. Jeg kan varmt anbefale dette tilbud.

    Held og lykke med din motivation af din far, så han kan blive bedre til at værdsætte gode og sunde middage.

    SvarSlet
  2. Bente: jeg tror ikke at jeg kan få ham til at komme i et center. Det er han for stolt til, forstået på den måde, at han tror at det er folk der ikke har noget at lave der kommer sådanne steder. Desværre, det havde ellers været en god ide.

    SvarSlet
  3. Jeg har været igennem helt den samme problematik. Nu bor min søster og svoger på gården sammen med vores far, men inden da lavede jeg mad til ham to gange om ugen (hos ham den ene gang; det syntes han var så hyggeligt) og sørgede for at lave rigeligt, så han havde til mindst et måltid til, som han bare kunne varme i mikroovnen. På den måde var det ok, at han tre aftener om ugen levede af færdigmad eller et par stegte pølser eller hvad han nu lige kunne finde på.
    Men du har da ret i, at han må forstå, at man får hvad man betaler for, så billig færdigmad kan næsten kun være uinteressant.

    SvarSlet
  4. Min svigermor havde det nøjagtigt på samme måde som din far. Hun købte ind imellem små færdigretter hos slagteren, men det var oftest en rulle gule ærter eller risengrød fra Irma, der kom i gryden.
    Nu ved jeg ikke, hvor gammel din far er, men jeg tror også, at madlysten er begrænset, når man er 85-90 år og sidder alene.
    Det er synd, at han ikke har lyst til at spise hos jer - i det mindste én gang om ugen. Men de ældre har det bedst hjemme hos sig selv, har jeg på fornemmelsen.
    Det er sikkert en rigtig god idé, som Ellen skriver, at lave maden hjemme hos ham selv - og spise sammen med ham en gang om ugen.

    SvarSlet
  5. Øv sikke noget, Havehyrde! Min far er også alt, alt for tynd, men han spiser meget - og hos ham skyldes det diabetes 2. Jeg synes det lyder som om, din far er lidt trist, måske lettere deprimeret. Jeg ville anbefale at han spiser sundt smørrebrød med sild, leverpostej osv. - det er lettere for ældre mænd, der ikke orker at lave mad, vi behøver jo ikke varm mad. Og så en banan og en avocado oveni for at få godt med de sunde kalorier.
    Men jeg genkender din frustration fra mig selv ...

    SvarSlet
  6. Ellen: ja det kunne være en mulighed at jeg lavede mad ude hos ham. Men han tror altså ofte at det er pga melidenhed at vi inviterer ham eller besøger ham. Han tror han er til besvær? Det er lige meget hvad vi siger eller gør, så forstår han ikke at vi gerne vil hjælpe ham. Jeg føler mig helt overbevidst om at han ville sige nej til sådan et forslag.
    Men jeg kan prøve at høre.

    SvarSlet
  7. Lone: Ja igen har han det med at tro at han er til besvær. Desunde er han meget stolt og kan slet ikke indse at han har behov for hjælp. Han kan blive rigtig sur på alle i familien hvis vi blot antyder noget i den retning!

    SvarSlet
  8. Madame: selvfølgelig har han ikke behov for varmt mad, men han spiser heller ikke frokost.....og på et tidspunkt mente han at han skulle tabe sig (det er for år tilbage- kort efter min mors død), det var helt sygeligt at høre på.
    Men jeg tror du har ret, han er deprimeret. Men det er desværrer ikke noget jeg kan tale med ham om. Han er et rigtigt knude menneske og deler slet ikke sine følelser med andre.
    Det "sjove" er at jeg i min studietur på Universitetet arbejdede som hjemmehjælper og har været ude hos et utal af denne "type" ældre og hjulpet dem. Men det er bare noget andet når det er ens far.
    Men en seneste opdatering: jeg har fået ham overtalt til slagtermaden. Så jeg køber en masse lækkert til ham hos slagterene og så får han det med hjem når kan kommer herud på fredag. Han syntes sørme det var en god ide!!! 20ende gang var åbenbart lykkens gang.....

    SvarSlet
  9. Hmm, ja studieturen i ovenstående skulle være studieår...........

    SvarSlet
  10. Det glæder mig virkelig meget at høre, at du har fået ham overtalt til slagtermaden!
    Jeg synes også, det er meget nemmere at håndtere, når det ikke er ens egen far.

    Pyha, jeg ved det er hårdt for dig - er han mon ensom også?

    SvarSlet
  11. Madame: han er både ensom og deprimeret. Men det er slet ikke noget jeg kan tale med ham om. Han klapper helt i og ser mærkelig ud. Han er som sagt et knude menneske og jeg har brugt mange år på at blive klog på ham. Det bliver jeg bare aldrig, fordi vi reagerer så forskelligt. Men jeg kan selvfølgelig godt se alt det med depressionen og ensomheden. Men det er næsten mere vigtigt at han også kan........det tror jeg slet ikke han vil indrømme....han er fra en anden tid, der hvor mænd ikke viste følelser og havde styr på alt.
    Men nu kommer min søster snart hjem. Hun har været udstationeret fra UM i 4 år, og så kommer hans elskede barnebarn hjem. Det tror jeg kommer til at hjælpe en del. De er så glade for hinanden, og på en eller anden besyndelig måde har han en meget bedre forhold til hende end til sine egne børn. Men måske er det slet ikke så underligt alligevel, kender rigtig mange der oplever det samme.
    Men man kan bare ikke undgå at have dårlig samvittighed over det hele. Jeg burde kunne afse mere tid til ham, men har altså rigtig travlt med job og andet, så jeg ser ham max 1 gang pr uge. Og nogle gange når man besøger ham er han så sur og skælder en ud. Ja det er selvfølgelig af afmagt over det hele, men her kommer man får at hjælpe og så......
    Ja pyha er vist det rette ord.....

    SvarSlet
  12. Jeg kan levende sætte mig ind i, hvordan der er, og at han slet ikke kan se situationen selv. Det lyder rigtigt, at han vil kvikke meget op, når din søster og hans barnebarn kommer hjem. Jeg kender det også, for når min bror kommer på besøg en sjælden gang - så lyser min far helt op, selv om det er mig, der besøger ham hver uge. Men vi kan jo desværre ikke udrette mirakler med vores fædre. Jeg satte min far til at skrive om sit liv - måske er det en idé, du kan bruge, han skrev 200 sider!
    Måske kan din søster få hul på bylden - det håber jeg inderligt for jer ...

    SvarSlet
  13. Madame: da min mor lå syg med kræft fik jeg hende til at skrive sin historie, men jeg har svært ved at forestille mig at min far ville gøre det. Deres væsen og natur var så forskellig. Men ellers læser han en del og cykler. Han foretager sig faktiskt noget. Men han snakker stort set ikke med andre end mig, nogle gange min storesøster og sjældnt min lillesøster (som er udstationeret). Jeg tror det er det han mangler.....samtidig med at man stort set ikke kan føre en tsamtale med ham. Han kan har svært ved at huske samt at føre en almindelig samtale med folk. Jeg tror man som gammel "glemmer sproget" hurtigere når man ikke taler med nogen flere dage i træk...
    Det er rigtig sød af dig at komme med de gode råd, og gid han bare gad følge nogle af dem. Men jeg håber og tror at det hjælper med barnebarnet. Hun kommer heldigvis hjem torsdag, hvor han skal hente dem i lufthavnen.... fingers crossed

    SvarSlet
  14. Ja, finger crossed!
    Ældre mennesker er meget forskellige, og mange bliver isolerede. Min far er næsten 87, og har stadig astrologisk klienter, men han er også meget udadvendt.
    Du kan tro, jeg forstår din frustration. Lad os sætte vores lid til, at din søster og barnebarnet kan få din far til at blomster op ...

    SvarSlet
  15. Det lyder til, at mange gode ting vil blive opfyldt for din far, hhv. at din søster og især barnebarnet kommer hjem om få dage. Tillige, at han selv synes, at din ide om indkøb af slagtervarer, er en fortrindelig ide.
    Du skriver at din far læser en del og cykler, så alt i alt får han god motion og holder sig orienteret. Han er således en aktiv mand, men måske lidt isoleret og vil ikke være til besvær. Jeg ved ikke om han deltager i nogle udadvendte aktiviteter, ellers kunne det være en god igangsætter.
    Jeg kan også forstå, at han passer Missan i ferierne. Hvad med også at give ham lidt ansvar med hjælp til havearbejdet eller noget andet, det kunne måske få ham til at føle, at der er brug for ham ?

    SvarSlet
  16. 20.gang er lykkens gang? Det var rart at høre :-) Jeg tror du skal spørge, om han har ondt i maven, ikke fordi han har det, men for lige at være sikker på det.

    Måske føler han at han kan bevæge sig bedre, når han ikke vejer for meget, og så kan han bare ikke finde balancen?

    SvarSlet
  17. Bente & Donald: ja der arbejdes videre på sagen. lige nu er løsningen at barnebarnet snart kommer hjem samt at han får mad fra slagteren. Lad os håbe at det hjælper.

    SvarSlet
  18. Jeg tror desværre er det er helt almindeligt for ældre mennesker. Jeg har ingen gode foreslag. Jeg ville nemlig gøre som du allerede har forsøgt og det er ærgerligt at det ikke virker.

    Jeg tror at det handler om generationen og jeg håber at vi andre bliver anderledes. I dag er det jo nemt at handle ind via internettet og man kan købe mange slags færdigretter. De er ikke alle elendige. Det er bare ærgerligt, at de ældre ikke har lyst til at bruge alle disse muligheder.

    SvarSlet
  19. Jens: Ja der er sikkert mange med samme problem. Det med depressionen spiller nok en stor rolle. At være opgivende er det værste, så gider man ikke "yde en indsats". Han er 83 år og har klaret det fint alene i mange år. Min mor døde for omkring 8 år siden. Men her på det sidste er det virkelig gået ned at bakke. Og selvfølgelig er han gammel, så meget er en naturlig følge, men at give op "før tiden" er mærkeligt for mig. Men jeg tror faktiskt at han ønsker at dø. Han udtaler ofte at han ikke ville have problemer med at dø i morgen. Det er jo dejligt at han føler at de meste af hans liv har været dejligt, men det er en lidt uhåndterlig størrelse for os andre at han sådan har givet op...

    SvarSlet
  20. Hov - når gamle mennesker siger, at de ikke har noget imod at dø i morgen, så er det nogen gange omvendt psykologi. De forsøger at overbevise sig selv om at det passer. Det er også en måde, hvorpå de forsøger at acceptere døden som nærmer sig uden at de kan gøre noget ved det.

    Selv om det lyder som en fredelig underkastelse under dødens vilkår(Tolstoj!), så er det nogen gange et forsøg på at undertrykke en utrolig dødsangst som de slet ikke kan håndtere på anden måde. Og det giver sig dertil udtryk i en hæmmende indelukkethed - som ligner depression. De kan jo ikke dele deres dødsangst med andre, for vi kan jo ikke sætte os ind i deres situation - uanset hvor gerne vi vil snakke med dem og hjælpe dem.

    SvarSlet
  21. Jens: ja nu tror jeg ikke det er omvendt psykologi fra min fars side. Han mener det virkeligt, der er ingen som helst tvivl om at han ikke er bange for døden. Det har han aldrig været. Han er, via sin nordjyske baggrund, meget troende. Og han tror på himlen og at sjælen lever videre. Af samme grund skal han ikke brændes når han dør. Jeg tror at han er bange for at sjælen forsvinder i flammerne??? han bærer tydelig præg af den kristne arv. Vi (hans børn) er ikke opdraget helt i den ånd, som han er vokset op i (eller under?)men alligevel har det været underforstået at vi alle skulle tro på gud og jesus og alle de andre fra biblen. F.eks bad vi altid aftenbøn før vi skulle sove. Ja jeg kan den stadig..........Hmmm

    SvarSlet

din mening:

OK 18

Jeg er gymnasielærer og er netop blevet lockout varslet af Sophie Løhde. Man kan sige at det er et forventet modtræk af moderniseringsstyrel...