Og fuglene synger i de våde træer

Er titlen på en essay jeg netop har læst. Den er skrevet af Trisse Gejl og trykt i Politiken søndag.
Den handler om Trisses far der døde for år tilbage af leukæmi og den er så smukt skrevet. Den vidner om hendes meget nære og smukke forhold til hendes far . En gensidig respekt mellem far og datter.
Jeg bliver altid så rørt af sådanne fortællinger, måske fordi jeg aldrig selv har haft et nært forhold til min far. Den respekt der kan findes mellem to meget forskellige mennesker har aldrig været der. Desværre.
Heldigvis havde jeg min mor, som jeg elskede utrolig højt og som altid så det positive i det jeg gjorde. Hun døde af tyktarmskræft i 2001 og er utrolig savnet.
Jeg var slet ikke klar over hvormeget hun betød for vores families sammenhold før hun døde. Det var hende der prøvede at holde sammen på det nære.
Jeg elsker også min far, men jeg kan ikke som Trisse skrive at min far til dato er min største inspirator. Det er vel også ok. Trisse havde ordet tilfælles med sin far (han var historiker, hun forfatter), jeg har min mor. Hende elskede vi begge og hende savner vi stadig.