Kan man virkelig det?

Læste i søndags politiken om Kamilla Bech Holten som var kræftsyg. Normalt er jeg ikke sådan at slå ud af kurs, men hendes historie ramte mig altså meget dybt. Især det med at hun var blevet forladt af sin mand.
I sin tid læste jeg jo om parret og deres fantastiske kærligheds historie og det hele lød bare så dejligt. Det var det sikkert også og jeg skal slet ikke dømme nogen. Men jeg blev bare så ked af det på Kamillas vegne. Det må bare være så utrolig hårdt at få en kræftdiagnose (og en slem en af slagsen) , at skulle kæmpe for livet og så pludselig blive forladt af den man troede man skulle kæmpe sammen med. Hold da op!
"when the going gets though, the though gets going....................."
Min mand har svoret ikke at gøre sådan noget, men selvom han er den sødeste, dejligste mand på jorden, Ja så kan man vel ikke forsikre sig imod det.