Så ramte livet igen

Min gamle far er død.
Kald mig kynisk, men det var det bedste der kunne ske for ham og vel også os.
Det var gået gevaldigt ned af bakke for ham de sidste 1-2år. Han var ind til da rimelig frisk. Cyklede hver dag, gættede sin krydsord i Berlingeren og var voldsomt glad når jeg købt et helt krydsords magasin til ham. Men omkring jul for 1½ år siden fik han styrt blødninger og var indlagt i flere uger på hospitalet og derefter gik det kun ned af bakke. Han havde haft hjemmehjælp til rengøring de sidste 2-3 år, hver 3 uge. Mere kunne det ikke blive til. Han havde nok råd til at betale selv, men det følte han ikke han skulle. Så hellere nøjes med hver 3 uge.
Siden fik han mere hjemmehjælp, nu til personlig pleje og til sidst for at få ham til at spise. Han tabte sig helt utroligt meget. Men desværre er det sådan med mange gamle mennesker, de gider simpelthen ikke spise. Min søster bestilte aftensmad til levering, men det var jo nok nærmest et drømme scenario, at han spiste det. Han smed det ud, så vi ikke opdagede at han ikke spiste og til hjemmehjælperne sagde han, at han spiste det senere. Når de var gået.
Ja, en god hjemmehjælper havde nok insisteret, men tvang hjalp jo nok ikke meget. Selvom han var gammel, ja så var han meget standhaftig.
Nå men 2 uger før påske blev han indlagt med lungebetændelse. Han var indlagt i 2 uger, og det med antibiotikaen drillede. De kunne ikke rigtig finde noget der kunne bekæmpe hans lungebetændelse. Endelig troede de at de havde styr på det og sendte ham hjem. Han var utrolig glad for at komme hjem og virkede meget lettede over at være sluppet ud fra hospitalet. Han nåede lige at være hjemme weekenden over. Mandag ringede hans hjemmehjælper, han var faldet og at der kom en ambulance og hentede ham. Han virkede konfus og de satte ham i ny antibiotika behandling. Tidlig tirsdag morgen ringede sygeplejeskeren og sagde at han havde det rigtig dårligt og at de ikke troede han ville overleve. Så jeg styrtede ud på hospitalet og sad og hold ham i hånden til han døde.
Jeg tror de prøvede at holde ham i live ind til jeg kom. Han lå i en form for respirator og da vi blev enige om ikke at forlænge hans pine, tog det 10 minutter før han døde.
Men døden kommer jo nok altid når man mindst forventer det. Det hele gik lidt hurtigt og begge mine søskende var ude og rejse og kunne ikke sige farvel til far. Især min yngste søster var tæt knyttet til min far og nok den der havde været der mest for min far, her til sidst.
Men det blev så mig der stod for begravelsen og alt det praktiske. Og en begravelse er bestemt ikke billig. Jeg valgt et netfirma til at stå for det hele. Syntes ikke jeg havde lyst til at bruge en masse tid på at vælge kiste mv samme med en bedemad. Alle valgmuligheder og priser fremgik klart og tydeligt på netbedemandens hjemmeside og jeg fik en rigtig god behandling. Flot kiste og rigtig flot båredekoration. Bestemt et firma jeg kan anbefale.
Min far og jeg har aldrig været rigtig tætte. Vi var meget forskellige. Den accept jeg higede efter som barn fik jeg aldrig. Og det betød en distance der kun blev større med alderen.
Nu skal det ikke forstås sådan at jeg gik rundt og var små bitter og skuffet over min far. Det har jeg nok været, men heldigvis mødte jeg tidligt i livet, en klog mand der bad mig ikke investerer for meget energi i ting man ikke kan ændre. Det var en vigtig livs lektion og en jeg har prøvet at leve efter siden. Hvis man bruger for meget energi på at forstå folk der ikke opfører sig som man syntes de skulle, ja så stresser man sig selv. Man kan ikke ændre andre mennesker ligemeget hvor meget man ønsker det.
Så må man istedet gøre op med sig selv hvilken relation man ønsker at have til dem, hvis nogen.
Min kloge mentor havde brudt med sin familie. Det valgte jeg ikke at gøre, men blot at distancerer mig lidt og istedet investerer min energi og livsglæde i mit ægteskab.
Min gamle far var en utrolig påståelig mand, en der vidste alt (også selvom han nok egentlig ikke gjorde det) om alt, en energisk cyklist der elskede sit barne og oldebarn højt, som blev slået helt ud af den da min mor døde af tyktarmskræft for 14 år siden og som altid sagde at han havde levet en rigtig godt liv. Han havde nok ønsket at forlade jorden dengang for 14 år siden, og bestemt ikke ønsket de sidste 2 år han levede. Men som fik en nogenlunde blid afgang fra denne jord. Jeg vidste han ville velkomme døden og det gør det meget lettere at se en person man har kendt hele sit liv, gå bort.  89 år blev han, den gamle mand fra Nordjylland med den barske opvækst, hvor følelser er noget man gemmer godt væk, men som fandt verdens bedste hustru og som gjorde succes på jobbet. Et godt liv hvis han selv skulle sige det.